Mikkel Pedersen har opsagt sin stilling som sekretariatsleder og stopper som leder i midten af januar. Mikkel har stået i spidsen for en professionalisering af det boligsociale projektarbejde og vi ønsker ham god vind fremover.
Lotte Varder overtager ledelsen af sekretariatet, og hun vil i tæt samarbejde med de mange aktører i det boligsociale arbejde sikre, at Køge fortsat kommer til at stå på en stærk platform i forhold til at sikre, at kommunens store almene boligområder også fremadrettet er attraktive steder at bo.
Vi skal nu i gang med en både spændende og udfordrende proces i forhold til at arbejde med indholdet i en ny helhedsplan. Arbejdet skal gennemføres sammen med alle de gode samarbejdspartnere i boligområderne, øvrige dele af civilsamfundet og i kommunen, hvor vi skal bygge videre på de gode erfaringer, vi har fået i indeværende helhedsplan, men også med mulighed for at afprøve nye metoder og tilgange til det boligsociale arbejde.
I den forgangne og nuværende helhedsplan har jeg oplevet hvordan det tværfaglige samarbejde mellem dele af civilsamfundet, kommunale parter og private aktører er blevet styrket til gavn for dem, der har brug for støtte og en hjælpende hånd. Hvis vi f.eks. tager udgangspunkt i en sårbar familie, kan det tværfaglige samarbejde være guld værd, hvor der kan være hjælp til fritidsjob, lektiehjælp og brobygning til foreningslivet for de pågældende børn og unge i familien, mens der på samme tid kan arbejdes med at understøtte familienetværk på tværs af familierne og netværk i tilknytning til de professionelle medarbejdere i daginstitutionerne og skolerne, hvor forældrene kan få nye relationer til de professionelle og ny viden og sparring om familielivet.
Det tværfaglige samarbejde mellem politiet, kommunen og boligområderne er også blevet styrket til gavn for det kriminalitetsforebyggende arbejde. Det tværfaglige samarbejde er vejen frem, hvis vi ønsker at tage den helhedsorienterede indsats alvorligt. Det glæder jeg mig fortsat til at være med til at understøtte og udvikle i arbejdet med indholdet af en ny helhedsplan.
Af: Lotte Frejo Varder og Francisco Ortega