Regnen trommede på det overdækkede tag, mens deltagerne ihærdigt gik i gang med at tilberede de mange lækre ingredienser, der var indkøbt til dagen. Familierne i SFOen var blevet inviteret til at deltage, men desværre afholdt regnen mange fra at komme. De fremmødte fik dog hurtigt varmen i takt med, at Hans fra SFOen fik fyret op i de små bål på bålstedet. Der skulle laves mange små bål til de forskellige gryder og riste, hvor der skulle friteres, grilles og koges forskellige lækkerier. Til at hygge om deltagerne var var der en ung DJ, William, der sørgede for lækre toner undervejs. William er uddannet som Unge DJ på Hastrupskolens SFO i et samarbejde med Helhedsplanen.
Kokken Benjamin fra Madskolen Jorden Rundt havde sammensat en lækker menu til dagen. Menuen bestod af lækkert grillet lam krydret med diverse krydderier, såsom rosmarin, tørret råbynke, hyben, havtorn, citronskal og mynte. Tilbehøret var fennikelsalat og gule beder og jordskokker, der blev friteret i gryder. Sammen med Pia fra SFOen, var et par af børnene ude og samle brændenælder, som blev skyllet og vendt i dej og efterfølgende blev de friturekogt i en gryde med olie på bålet. Arrangementet var etableret i et samarbejde mellem Den Boligsociale Helhedsplan, Hastrupskolens SFO og Madskolen Jorden Rundt.
Helhedsplanen, SFOen og forældre fra Hastrupparken, der deltog på dagen skal mødes i december måned og sammen udarbejde et naturskoleforløb for interesserede familier i Hastrupområdet. Forløbet skal give familierne nogle gode oplevelser i naturen og styrke deres indsigt og fortrolighed i forhold til aktiviteter på de skønne naturarealer i kommunen. Det er planen, at der skal introduceres til naturens spisekammer, bållavning, udendørs lege og hvad arbejdsgruppen i øvrigt finder på.
Har du nogle input til denne proces er du velkommen til at kontakte Lotte Frejo Varder, som er koordinator i Helhedsplanen på 20 15 17 48 eller mail: lfv@bosj.dk